Vegansk koldskål opskrift
Vegansk koldskål opskrift

Nu er den her endelig! Sæsonen vi har ventet på, lige siden den sluttede sidste år. Koldskålssæsonen. Åh det er bare himmerige ved hver eneste skefuld. I hvert fald hvis du spørger os her hos Dryk. Vi har dog arbejdet lidt på en opskrift på plantebaseret og vegansk koldskål, så vi kan få koldskål OG Dryk på samme tid. Det kan man heldigvis, og det smager skønt.

Opskrift på vegansk koldskål

Vi fejrer selvfølgelig sæsonen for koldskål med en opskrift på vegansk koldskål med Ærtedrik Barista, masser af vanilje og citron. Vi delte faktisk allerede med jer sidste uge, at vi var i gang med at lave en opskrift på vegansk koldskål, og I var så mange, der sendte os jeres bedste tips. Tak for det! Det har vi samlet i en lækker opskrift på cremet, frisk og syrligt sød koldskål. Opskriften er nem og består af ingredienser, du kan købe i almene supermarkeder. Herudover deler vi længere nede jeres tips med ingredienser til luksus versioner, der måske kræver et besøg i lidt mere specielle butikker, men til gengæld får dig endnu tættere på en klassisk koldskål.

Er du på udkig efter mere inspiration, så vil vi anbefale jer at kigge på vores opskrifter med plantedrik.

Vegan cold buttermilk soup - Danish koldskål recipe

Plantebaseret koldskål

Bare fordi vi har med en plantebaseret koldskål at gøre, så skal vi ikke føle, at vi går glip af noget. Det sværeste er sådan set at få introduceret syren, som kærnemælken har. Vores bud er her at tilføje og opjustere mængden af citronsaft og skal – mere end vi måske ville komme i en klassisk koldskål. Vi har læst, at der er lidt forskel på syren fra kærnemælken og citronsyren, i forhold til hvor den er sur på tungen. Vi synes nu, at den her smager rigtig godt og mener, at vi til hver en tid ville kunne servere den til koldskålsspisere uden rynk på næsen.

Jeres tips til at tage den endnu tættere på klassikeren – til dig, der vil gå den ekstra mil:

Vil du gerne bruge lidt ekstra tid, tage i en helsebutik eller to eller tilføje en ekstra ingrediens eller to for en mere luksus version – måske endda en version, der bringer dig endnu tættere på klassikeren, så kan du prøve en eller flere af følgende tips. Nogle af dem har vi fra jer, andre har vi selv testet.

  • Tilføj en dl eller to (plante)fløde pisket til skum for en endnu mere luftig og luksus koldskål.
  • Brug æblesyre for at ramme en mere rigtig og mere kærnemælkslig syre. Burde kunne købes i helsekostbutikker eller online. Det er faktisk det, de fleste af jer tippede om. Én af jer anbefalede også plantebaseret mælkesyre.
  • Vælg den plantebaserede yoghurt, du er gladest for, og som er mest neutral i smagen. Nogle af jer anbefalede også Alpro med limesmag.
  • Fermenter din ærtedrik og få en mere syrlig drik, du derefter kan blande med yoghurt og de andre ingredienser. Dette punkt kræver nok lidt mere research men er bestemt muligt.
  • En af jer tippede, at man kan bruge vandet fra kikærter, piske det luftigt med sukker og vende det i for en mere luftig koldskål.

Vigtigt at sige: denne vegansk koldskål smager altså stadig rigtig dejligt – også selvom du ikke vælger en af ovenstående “ekstra”. Det er helt op til dig, og vi vil oftest foretrække den simple version.

Husk at du kan følge med på Instagram, hvor du også finder en lille GIF af koldskålen, der hældes op.

Opskrift med ærtedrik dryk
Vegansk koldskål opskrift

Vegansk koldskål

En cremet og lækker opskrift på vegansk koldskål. Den er plantebaseret og lavet på Dryk ærtedrik og planteyoghurt, masser af citron, vanilje og lidt sukker. Super nemt og simpelt – uden at du savner klassikeren. Opskriften giver cirka 4 portioner.
5 fra 1 stemme
Forb. tid 5 min
Ret Dessert
Køkken Dansk
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 1 vaniljestang
  • 1 øko citron saft og skal
  • 4 spsk sukker
  • 6 dl Dryk Ærtedrik Barista
  • 4 dl planteyoghurt tyk og neutral
  • evt. kammerjunker kan købes vegansk

Sådan gør du
 

  • Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas kornene i 1 spsk af sukkeret og kom det op i en skål.
  • Tilsæt også resten af sukkeret, fintrevet citronskal, -saft og 1 dl ærtedrik.
  • Pisk til sukkeret er opløs og pisk så resten af ærtedrikken og yoghurten i.
  • Smag evt. til med ekstra citronsaft og sukker, men det er ikke sikkert, at det behøves. Den skal være syrligt sød.
  • Spis fx med kammerjunker, friske bær eller andet.

Noter

Koldskålen kan sagtens holde sig et par dage på køl. Du skal dog lige røre den sammen igen, da den godt kan skille en smule. Det påvirker dog hverken smag eller konsistens, når du rører den sammen igen. 
Keyword Citron, Koldskål, Vanilje

Koldskål med citron og vanilje

Koldskål er efter vores mening allerbedst med citron og vanilje. Og masser af det. Vi har brugt skal og saft fra én god, saftig øko citron og kornene fra en fed vaniljestang. Det gør en stor forskel i smagen med rigtig vanilje. I en hurtig håndvending kan du selvfølgelig bruge vaniljesukker, men du skal også vide, at det ikke bliver en lige så “ren” smag. Vi forestiller os, at vi godt kunne tænke os at forsøge med appelsinsaft og -skal en dag for et lidt anderledes twist. Er vi også lige midt i jordbærsæsonen, så skal du endelig bare blende nogle nye, danske solmodne jordbær med. Det giver den skønneste smag. Det kunne for sin vis også være hindbær, solbær, brombær og meget andet.

Koldskål med plantemælk

Det er ikke nemt at lave en koldskål på plantemælk, som er lig den klassiske koldskål. Der er en helt særlig syrlighed i fra kærnemælken, som er svær at få ved veganske alternativer. Det kan du læse lidt mere om længere oppe. Vi bruger vores Ærtedrik Barista, der både giver fylde og det cremede, men det er også neutralt i smagen. Den er lidt mere fed end sin søster, den klassiske ærtedrik, og passer derfor bedre i en koldskål. Du kan også bruge vores Havredrik Barista, men havre kan godt smage lidt mere igennem end ærter.

2 replies
  1. Lækkert!
    Lækkert! siger:

    5 stars
    Må tilstå jeg ikke helt brugte denne opskrift, jeg bruge den med alpro citron/lime og den alm. ærtedryk.. lidt ekstra citronskal og vaniljepulver. Smagen er lækker, nostalgi fra mormors sommerhave.
    Ærtedryk er perfekt til koldskålen

  2. Anna Bartels
    Anna Bartels siger:

    Kære Line.
    Man kan jo heldigvis skræddersy og bruge opskriften som basis med de elementer, man bedst selv kan lide. Det samme med mængden af citron og sukker.
    Tak for din kommentar, og hvor er vi glade for, at du kunne lide den.
    Mvh Anna/Dryk

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Opskrift Vurdering