Mushroom lasagna / Svampelasagne - vegansk vegetarisk lasagne med svampe
Svampelasagne - vegansk vegetarisk lasagne med svampe

Du har helt sikkert fået lasagne før, og måske du også har prøvet en vegetarlasagne. Men har du fået svampelasagne? Hvis ikke, er det virkelig på tide. Vi har netop opdaget den her hos Dryk, og nu glemmer vi den aldrig igen. Det er muligvis den bedste grøntsagslasagne, vi nogensinde har fået.

Opskrift på svampelasagne

Denne svampelasagne er langt henad vejen sikkert, som du kender en lasagne. Lasagneplader, fyld og bechamelsauce. Vi har brugt friske lasagneplader, der ikke skal have så lang tid i ovnen. Fyldet består af en masse svampe, frisk spinat, hvidløg, citronskal og frisk estragon. Især sidstnævnte giver en skøn, mild smag af den skønne krydderurt, der kan mere end bearnaise.

Bechamelsaucen er hjemmelavet og lavet på ærtedrik, og den bliver mindst lige så god som en klassisk én lavet på komælk. Og du må endelig ikke blive skræmt, for det er faktisk ret nemt at lave sin egen bechamel. Vi har selvfølgelig også toppet med ost, og her vælger du selv, om du vil bruge vegansk ost eller ej.

Svampelasagne - vegansk vegetarisk lasagne med svampe

Vegetarisk lasagne – med muligheden for vegansk

Selvom dette er en vegetarisk lasagne, med mulighed for vegansk, så vil du på ingen måde savne den klassiske version eller gå sulten og utilfredsstillet fra bordet. Opskriften er testet på både kødelskere og vegetarer, og alle var begejstrede. Den er snasket, fyldt med smag og indeholder alle de gode ting, som en lasagne skal. Jeg tror sågar, at det er blevet en ny favorit hos os.

Tip til din svampelasagne:
  • Er du ikke vild med estragon, kan du bruge andre krydderurter som persille, dild og kørvel også.
  • I forhold til svampe kan du bruge dem, der er i sæson. Vi har brugt brune marksvampe, og de giver en super god smag.
  • Har du andre grøntsager i skuffen, der skal bruges, så steg dem med på panden. Kål, squash, tomater og lignende ville også være lækkert i.
  • Du kan også sagtens bruge havredrik, hvis du ikke ligger inde på ærtedrik.
  • Lasagnen smager også skønt på andendagen, så lav endelig en stor portion.

Vil du se mere til denne svampelasagne, så kan du se vores video af den på Instagram.

Svampelasagne - vegansk vegetarisk lasagne med svampe
Mushroom lasagna / Svampelasagne - vegansk vegetarisk lasagne med svampe

Svampelasagne

En lækker og cremet svampelasagne med hjemmelavet bechamelsauce, spinat og ost. Bechamelen er lavet på ærtedrik. Herudover kan du vælge almindelig eller vegansk ost/smør for et vegansk alternativ. Opskriften er til 4 personer.
Forb. tid 35 min
Tilb. tid 25 min
Samlet tid 1 t
Ret Aftensmad
Køkken Italiensk
Antal 4 personer

Ingredienser
  

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 600 g brune champignon eller marksvampe
  • 2 spsk balsamico
  • 400 g frisk spinat
  • 25 g smør evt. vegansk
  • 3 spsk hvedemel
  • 5 dl ærtedrik
  • 125 g revet ost evt. vegansk
  • ½ øko citron skallen
  • 1 håndfuld frisk estragon finthakket
  • salt og peber
  • olivenolie
  • 300 g friske lasagneplader

Sådan gør du
 

  • Skræl og hak løg og hvidløg fint.
  • Skyl svampene og skær dem i tynde skiver.
  • Steg løg og hvidløg på en stor pande i et par spsk olivenolie ved middelvarme, til de er bløde.
  • Tilsæt svampe og balsamico og lad det stege, til svampene bliver bløde og falder lidt sammen.
  • Kom skyllet spinat på og lad det falde sammen. Er der ikke nok plads på panden, kan du dampe spinaten i en gryde ved siden af og komme det ned til svampene efterfølgende.
  • Smag til med lidt salt og peber.
  • Lav bechamel ved at smelte smør i en lille gryde. Pisk melet i og steg det et minut eller to under piskning.
  • Tilsæt ærtedrik lidt af gangen, pisk til det tykner og bliver ensartet og hæld så lidt mere ærtedrik i. Fortsæt til ærtedrikken er brugt op.
  • Tilsæt fintrevet citronskal, ½ af osten og ½ af den finthakkede, friske estragon.
  • Smag til med salt og peber.
  • Læg lasagnen i lag: først en smule bechamel og svampefyld i bunden og derefter friske lasagneplader, ½ af svampefyldet, ⅓ af bechamel. Gentag dette en gang mere.
  • Top med det sidste lag lasagneplader (tre i alt) og den sidste bechamel – sauce skal smøres ud og dække pladerne. Drys med den sidste ost og finthakket estragon.
  • Bag din lasagne ved 180 grader varmluft i cirka 25 minutter.
Keyword Lasagne, Svampe

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Opskrift Vurdering