Der er ikke noget som pandekager og slet ikke pandekager med havredrik. Sprøde i kanten, svampede og lige til at fylde med lækre sager. Med en dejlig sødme fra havren. Vi er ret vilde med syltetøj og sukker eller citronsaft og sukker, men der er jo næsten ingen grænser for de lækkerier, man kan proppe i disse pandekager.
Opskrift på pandekager med havredrik
Vi har brugt vores DRYK Havredrik i disse pandekager. Det betyder, at de er laktosefrie, men at de samtidigt også får en mild men skøn smag fra havren. Vi kan godt lide at krydre med citronskal og stødt kardemomme, men det kan du egentligt gøre, som du lyster.
Pandekagerne er utroligt nemme at lave. Dejen skal bare piskes sammen, og så skal pandekagerne steges på panden én ad gangen. Selvom den sidste del tager lidt tid, så synes vi, at det er noget så hyggeligt. Især hvis vi kan drikke en god kop kaffe til. Du kan selvfølgelig også øge antallet af pander, så du hurtigere kan servere lækkerierne.
Veganske pandekager
- Brug godt med smør/fedtstof, når du steger dem
- Steg dem ved middelvarme og lad dem sætte sig godt, inden du piller ved dem og forsøger at løsne dem. Især hvis du laver pandekager uden æg
- Du kan undlade sukker, og så har du lækre madpandekager
- Du kan smage dejen til med din favorit – det kunne være vanilje, appelsinskal, kanel… kun fantasien sætter grænser
Pandekager med havredrik
Ingredienser
- 3 dl hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk stødt kardemomme kan undlades
- 2 spsk sukker
- 1 nip salt
- 1 øko citron skallen
- 5 dl havredrik
- 2 æg kan undlades for vegansk version
- smør til stegning evt. vegansk
Sådan gør du
- Rør hvedemel, sukker, bagepulver, salt, kardemomme og fintrevet citronskal sammen.
- Pisk æggene i mælken og pisk det langsomt i melblandingen, imens du pisker. Så undgår du de fleste klumper.
- Steg pandekagerne på en middelvarm pande i 1 tsk smør/fedtstof pr pandekage.
- Lad dejen sætte sig godt og blive gyldenbrun, inden du begynder at løsne dem i kanterne og flytte på dem. Især hvis du ikke har æg i dejen.
- Spis! Vi elsker syltetøj/sukker eller citronsaft/sukker.