Spinatpandekager Spinach pancakes
Spinatpandekager

Vi elsker alt, hvad der er grønt. Naturen, træerne, grøntsager og dermed er vi også vilde med disse spinatpandekager. Svampede, saftige og bløde madpandekager med masser af spinat, der giver den fineste grønne farve. Det er altså super hverdagsmad, og det kan laves på max 25 minutter fra start til slut. Det bliver næsten ikke nemmere, og det er lige før, at du kan nå at lave dem selv, inden du har været nede i supermarkedet, købt dem og er kommet tilbage igen. Og så er det helt sikkert også billigere.

Opskrift på spinatpandekager – madpandekager med spinat

Denne opskrift på spinatpandekager bliver næsten ikke nemmere. Du kommer alle ingredienserne i en blender, blender det til en fin, lysegrøn dej, og så steger du dem i lidt olie én af gangen, som du normalt ville stege pandekager. Og er du i ekstra forberedelseshumør, eller der er flere end 4 personer, der spiser med, så lav endelig en større portion. De kan nemlig også bruges som fyldte pandekager eller endda, hvis du er lidt modig, som søde pandekager med is og syltetøj dagen efter.

Vil du have mere inspiration, så bør du tjekke alle vores opskrifter med plantedrik.

Spinatpandekager ærtedrik

Pandekager med plantedrik

Vi har i denne opskrift brugt Dryk ærtedrik, og det vil sige, at opskriften er laktosefri. Vi lover dog, at du slet ikke kan smage det, og der er aldrig nogen, der vil gætte det. Du vil også sagtens kunne bruge vores ærtebarista eller begge havredrikke som væske. Det vil du heller ikke kunne smage. Vi er dog mest vild med at bruge vores havredrik i søde pandekager og ærtedrik i salte pandekager.

Spinatpandekager uden æg – veganske

Disse spinatpandekager er lavet med æg. Men du kan altså også godt lave dem uden æg og dermed lave veganske spinatpandekager. Æg gør, at dejen hænger lidt bedre sammen, og det vil derfor kræve lidt mere af dig, når de er uden æg. Sørg for at stege dem ved lidt lavere varme end normalt og i lidt længere tid. Så får de lov til at sætte sig, og så bliver det nemmere for dig at flippe dem rundt. Du skal bare være tålmodig og forsigtig.

Er du vild med de klassiske, søde pandekager så husk at prøve vores opskrift på veganske pandekager med havredrik også. Vil du se, hvordan du laver dem så tjek vores Instagram reels.

Spinatpandekager ærtedrik

Spinatpandekager

Svampede og grønne spinatpandekager lavet med ærtedrik og frisk spinat. Opskriften er med æg men kan laves uden for vegansk variant. Opskriften giver omkring 8 stk.
Forb. tid 5 min
Tilb. tid 20 min
Ret Aftensmad
Antal 8 stk

Ingredienser
  

  • 3 dl Dryk Ærtedrik
  • 160 g Mel fx 100 g hvedemel og resten fuldkorn
  • 3 Æg Kan undlades for vegansk version
  • 100 g Frisk spinat
  • 1 nip Salt
  • Olivenolie til stegning

Sådan gør du
 

  • Kom ærtedrik, æg, mel, spinat og et nip salt i en blender og blend det til en ensartet dej.
  • Steg dejen til pandekager (som du ville stege pandekager normalt) på en middelvarm pande i lidt olie.
  • Laver du veganske spinatpandekager (uden æg), vil de skulle have lidt mindre varme og lidt længere tid på panden for at hænge sammen. Vend dem her forsigtigt.
  • Fyld dem med dit yndlingsfyld – er der rester tilovers, kan de endda sagtens spises som søde pandekager til morgenmaden dagen efter.
Keyword Pandekager, Spinat, Ærtedrik

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Opskrift Vurdering