Vi elsker alt, hvad der er grønt. Naturen, træerne, grøntsager og dermed er vi også vilde med disse spinatpandekager. Svampede, saftige og bløde madpandekager med masser af spinat, der giver den fineste grønne farve. Det er altså super hverdagsmad, og det kan laves på max 25 minutter fra start til slut. Det bliver næsten ikke nemmere, og det er lige før, at du kan nå at lave dem selv, inden du har været i supermarkedet efter dem. Og så er det helt sikkert også billigere.
Opskrift på spinatpandekager - madpandekager med spinat
Denne opskrift på spinatpandekager bliver næsten ikke nemmere. Du kommer alle ingredienserne i en blender, blender det til en fin, lysegrøn dej, og så steger du dem i lidt olie én af gangen, som du normalt ville stege pandekager. Og er du i ekstra forberedelseshumør, eller der er flere end 4 personer, der spiser med, så lav endelig en større portion. De kan nemlig også bruges som fyldte pandekager eller endda, hvis du er lidt modig, som søde pandekager med is og syltetøj dagen efter.
Pandekager med plantedrik
Spinatpandekager uden æg - veganske
Spinatpandekager
Ingredienser
- 3 dl Dryk Ærtedrik
- 160 g mel fx 100 g hvedemel og resten fuldkorn
- 3 æg Kan undlades for vegansk version
- 100 g frisk spinat
- 1 nip salt
- Olivenolie til stegning
Sådan gør du
- Kom ærtedrik, æg, mel, spinat og et nip salt i en blender og blend det til en ensartet dej.
- Steg dejen til pandekager (som du ville stege pandekager normalt) på en middelvarm pande i lidt olie.
- Laver du veganske spinatpandekager (uden æg), skal have lidt mindre varme og lidt længere tid på panden for at hænge sammen. Vend dem her forsigtigt.
- Fyld dem med dit yndlingsfyld - er der rester tilovers, kan de endda sagtens spises som søde pandekager til morgenmaden dagen efter.