Man kan næsten ikke sige sommer uden at sige nye, danske jordbær og dermed jordbærtærte. Her er vores opskrift på jordbærtærte med mørdejsbund, mazarinfyld, chokolade, vaniljecreme og jordbær. Den kan endda laves vegansk, hvis du har lyst. Vi har brugt DRYK Ærtedrik til cremen, og det smager fortrinligt. Herudover kan du selv vælge, om du vil bruge vegansk smør og fløde for en 100% vegansk jordbærtærte. Uanset hvad smager den nærmest lidt for godt, og den er svær at holde fingrene fra.
Opskrift på jordbærtærte
Efter vores mening, så skal en jordbærkage have; en sprød mørdejsbund samt en mazarinmasse med masser af marcipan, inden den bages i ovnen. Når den er kølet af, smøres den med smeltet, mørk chokolade, der sætter sig, inden det hele toppes med en luftig og lækker vanilje-kagecreme og solmodne, danske jordbær. Og det er præcis, hvad du får i denne opskrift på jordbærtærte.
Det er en opskrift, der har lidt flere elementer, der skal laves, men du skal ikke bruge meget mere end en times arbejdstid. Det er selvfølgelig lidt mere end andre kager, men det er absolut det hele værd og faktisk også et hyggeligt projekt.
Vegansk jordbærtærte
Nok er dette en jordbærtærte der, formentlig af de fleste, forbindes med smør, mælk, fløde og æg. Men vi har lavet en opskrift uden æg (som du slet ikke opdager mangler), og så har vi brugt DRYK Ærtedrik i vaniljecremen. Herudover er det op til dig, om du vil bruge vegansk smør, chokolade og fløde eller ej. Begge dele virker lige godt og smager nærmest ens.
Nu til dags kan det nemlig næsten altid lade sig gøre at lave veganske versioner af de velkendte opskrifter, vi kender, fordi markedet har ændret sig så meget, som det har. Vi er vilde med at bruge Dryk plantedrikke i al vores madlavning – bagværk, morgenmad, kager og aftensmad. De kan nemlig nemt erstatte mælk eller sågar vand.
Vegansk jordbærtærte
Equipment
- Tærteform
Ingredienser
Mørdej
- 220 g hvedemel
- 50 g sukker
- 100 g smør koldt og evt. vegansk
Mazarinmasse
- 100 g smør evt. vegansk
- 100 g sukker
- 180 g marcipan
- ¼ dl Dryk ærtedrik
- 1 spsk hvedemel
Vaniljecreme
- ½ liter Dryk Ærtedrik kan også bruge Dryk Havredrik
- 5 spsk maizena svarende til 45 g
- 40 g sukker
- 1 vaniljestang eller ¾ tsk ren vaniljepulver
- 1 dl fløde evt. vegansk
Derudover
- 400 g jordbær friske, gerne nye og danske
- 80 g mørk chokolade evt. vegansk
Sådan gør du
Mørdej, mazarinmasse og vaniljecreme
- Start med at lave mørdejen ved at komme mel, sukker og tern af smør i en skål.
- Smuldr det med fingrene til der ingen smørklumper er tilbage. Tilsæt et par spsk vand (start med 3) og saml hurtigt dejen - den skal ikke æltes men netop hænge sammen og kunne formes til en kugle.
- Dæk skålen til og sæt den på køl i en halv times tid, imens du laver mazarinmasse og vaniljecreme.
- Pisk marcipan, smør og sukker til mazarinmassen sammen til en ensartet masse og pisk så ærtedrikken i, til det er luftigt. Pisk hvedemelet i og stil den til side.
- Lav vaniljecreme ved at flække vaniljestangen og skrabe kornene ud. Mas dem med en spsk af sukkeret.
- Kom dit vaniljesukker, det resterende sukker, ærtedrik og maizena i en lille gryde og pisk det sammen.
- Bring cremen i kog under konstant piskning og kog, til den bliver til en tyk creme. Du er ikke i tvivl - det sker pludseligt.
- Kom cremen i en skål og dæk med husholdningsfilm helt ned til cremen og til den på køl.
Bagning og samling
- Smør en tærteform og tænd ovnen på 175 grader varmluft.
- Tag mørdejen ud af køleskabet og rul den ud mellem to stykker bagepapir. Den skal være en lille halv cm tyk.
- Kom den i den smurte tærteform og sørg for, at den er trykket godt ud i alle sider og kanter. Skær den overskydende dej fra. Prik nogle huller i både bund og kanter med en gaffel.
- Fordel mazarinmasse jævnt på bunden og bag den i cirka 18-20 minutter, til den er flot gylden på toppen.
- Lad tærten køle helt af. Smelt derefter chokoladen over vandbad og smør den på toppen af tærten. Lad chokoladen størkne.
- Pisk den kolde, stive kagecremen luftig og blød. Pisk fløden til fast flødeskum i en anden skål og vend fløden i kagecremen lidt ad gangen.
- Fordel vaniljecremen på den helt kolde tærtebund. Pynt med halve jordbær og spis!